Nogle barndomsoplevelser står mejslet ind i hukommelsen. Glimt og erindringer bliver de huskestave, som både fortrænger og toner fortællingen om barndommens liv. Julegaven, der var helt rigtig eller helt forkert, en fantastisk tur i Tivoli, hvor man fik lov til at prøve alle forlystelserne, en strandtur, hvor sommerens varmeste dag blev vekslet til havvand og gammeldags vaffelis. 

For Matthew var det sommeren 1967. Der var mange grunde til, at det lige var den sommer, han tænkte på, når han endevendte sin barndom. Det gjorde han tit, for der var meget, han ikke forstod.  Sommerens oplevelser var flyttet ind i ham, var blevet en del af ham. Den del af ham, han hele livet kæmpede med at frigøre sig fra.

Var det Simons fortvivlede råb om hjælp, skyldtes det Ingers iscenesættelse af sig selv som hovedpersonen i sit eget liv, eller Johns frustration over, at Matthew ikke blev den englænder, han havde håbet på at fostre? Måske. Var det mangel på kærlighed?Helt sikkert. 

Kunne Inger, John eller Simon have ageret anderledes? Sikkert ikke, for de havde deres egne historier, deres egne ambitioner og følelser. Skulle de have ageret anderledes? Helt sikkert.

Men sommeren 67 var helt speciel. Den formede ham. Når han med undren så tilbage, var det ham en gåde, at han nogensinde var blevet omgængelig, tilpasset et liv med andre. Hvordan kunne Matthew, et barn velsignet i følsomme, stærke hænder og holdt over dåben af Henry Moore med ordene “dette barn har en gammel sjæl”, have været så tæt på at miste den.

Prolog

Jeg vågnede igen i nat. Det gør jeg næsten hver nat. Ikke på et bestemt tidspunkt. Jeg vågner bare og ligger og stirrer op i loftet.

I den første tid efter jeg er vågnet, vender jeg mig et par gange, stille for ikke at vække min kone. Jeg har udviklet en teknik med at spænde op i kroppen og dreje rundt over et stift ben. Hvorefter jeg trækker det andet ben hen over det stive og bruger det som vægtstang, så jeg kan dreje om min akse. Jeg føler altid en vis glæde i mørket, hvis jeg kan gøre det uden den mindste krusning eller bølge i madrassen. 

Efter et par vendinger lander jeg som regel på ryggen. Om sommeren, når lysstriber trænger ind gennem gardinets mørke, kan jeg fiksere et lampeudtag. Om vinteren, hvor soveværelset henligger i blåsort mørke, må jeg forestille mig det. 

Det er ikke til at sige, hvorfor det lige er lampeudtaget, der fanger mit øje. Det er måske, fordi den svagt fremhæver en cirkel på loftets hvide baggrund. En cirkle med et sort hul i midten, som en flueklat, bliver loftets naturlige centrum. En meditativ klangbund for de tanker, jeg forsøger at fortrænge. Det lykkes nogle nætter at få lampeudtagets sorte øje til neutralisere nattens udflugt. Andre nætter kommer søvnen ikke, og her tager angsten over. Her dukker den lille skræmte dreng frem, og lampeudtagets sorte hul bliver universets mørke stof, der trækker mig ind i et dødt rum af angst.

Afstanden mellem sindets lameller bliver for stor til, at de i nattens mørke kan bære vægten af uønskede tanker. Her forliser mit moralske kompas den retning, som har bragt mig gennem livet og jeg ender i det store værelse med de blyindfattede ruder, som lader månestråler, i fint formede gitre danse på min stramt redte seng. 

Her er barndommens rum, hvor jeg var tæt på at miste min sjæl.